DF venter svære forhandlinger om kontanthjælpsloft

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

Regeringen får svært ved at samle et blåt flertal for kontanthjælpsloftet. Dansk Folkeparti vil først vide, hvem der rammes, mens De Konservative og Liberal Alliance vil gå længere end regeringen.

Det siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.

- Det bliver vanskelige forhandlinger. De Konservative og Liberal Alliance vi have endnu flere forandringer. De siger, at provenuet skal bruges til at lette skatten. Der er bedre ting at bruge pengene til, siger Bent Bøgsted.

Han peger på nedskæringer på ældre og børn.

Hvordan gevinsten fra kontanthjælpsloftet bruges, må afgøres af DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, og finansordfører, René Christensen, mener Bent Bøgsted.

Dansk Folkeparti kræver beregninger af, hvordan loftet rammer en familie på overenskomstens mindsteløn og en familie på kontanthjælp, siger Bent Bøgsted.

- Når vi har fået de beregninger, skal vi se på, hvordan et kontanthjælpsloft kan hænge sammen, siger han.

DF støtter 225 timers reglen om, at folk skal have seks ugers arbejde i et år for at få kontanthjælp. Derimod vil partiet ikke tvinge 1400 unge under 30 år med en uddannelse ned på samme ydelse som unge, der ikke har taget en uddannelse, siger Bent Bøgsted.

- Vi fik indført, at unge med en uddannelse fik 1000 kroner mere om måneden. Så det punkt kan de godt fjerne fra listen, siger Bent Bøgsted.

Han vil heller ikke fjerne fem ugers ferie fra folk på kontanthjælp. S-R-SF-regeringen indførte ferien, og Dansk Folkeparti stemte for.

- Det vil vi ikke være med til at afskaffe. Det er mest ideologi. Jeg tror ikke, at det giver den besparelse, de regner med. Hvis man får tilbudt et job i ferien, vil langt de fleste kontanthjælpsmodtagere juble, siger Bent Bøgsted.

/ritzau/