DF: Vi giver ulandsbistand for lånte penge

Skrevet af admin

13/09/2014

Dagens topnyheder

Danskerne har slet ingen grund til dårlig samvittighed, hvis der skæres 2,6 milliarder kroner af ulandsbistanden, så Danmark kun yder 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), som Venstre og Dansk Folkeparti foreslår.

Det siger DF's udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, til kritikken fra De Konservatives forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller og udviklingsminister Mogens Jensen (S). De kalder i Politiken besparelsen "skadeligt for verdens fattigste, men også for Danmarks indflydelse og interesser".

- Udviklingsministeren har kaldt mig ukristelig, fordi jeg ikke har barmhjertighedssans. Jeg er ikke ubarmhjertig, når jeg stadig vil give 14 milliarder kroner om året - mere en én milliard kroner om måneden, siger Hans Kristian Skibby.

Han påpeger, at Danmark yder ulandsbistand for lånte penge. I 2015 venter regeringen et offentligt underskud på 60 milliarder kroner. Samtidig bruger Danmark ikke de fleste penge på rent drikkevand og nødhjælp, men på dialog og ulandes "good governance" - god regeringsførelse.

- I mange år har vi efter Muhammed-krisen brugt over halvanden milliarder kroner på Det Arabiske Initiativ. Rigsrevisionen har i 2006, 2010 og i 2012 kritiseret, at der ikke er nogen synlig effekt af, at Danmark kaster disse mange penge ud, siger Hans Kristian Skibby.

Af 16 milliarder kroner årligt i ulandsbistand får nødhjælpen kun 2,5 milliarder kroner, mens der er en milliard kroner til hiv, aids og malaria, siger han.

- I juni 2013 løb vor pengekasse tom, så vi ikke kunne hjælpe Syriens ofre og ofre på Afrikas Horn. Vi har givet trecifrede millionbeløb i løn til palæstinensiske politibetjente, som var mere til Hamas (som står på EU's terrorliste) end Fatah. Og vi bygger domstole i Zimbabwe, siger Hans Kristian Skibby.

/ritzau/