Det er ikke let at greje, om Dansk Folkeparti stoler på Enhedslisten eller ej, når det kommer til venstrefløjspartiets evne til at holde tand for tunge i Folketingets Kontroludvalg, der i dyb fortrolighed skal holde øje med efterretningstjenesternes arbejde bag kulisserne.
- Jeg er selvfølgelig altid nervøs for, om fortrolige oplysninger om Danmarks sikkerhed også holdes fortrolige, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl på spørgsmålet om hans syn på Enhedslistens indtræden i kontroludvalget.
- Og jeg forstår godt dem, der har udtrykt en bekymring i den retning, men demokratiets vilkår er, som de er, og derfor må vi respektere det, der er sket. Og så må det jo vise sig i dagligdagen, om tingene fungerer, som de skal, siger han.
Enhedslisten vandt pladsen i Folketingets Præsidium og i kontroludvalget ved en afstemning ved Folketingets åbning tirsdag. Det skyldes, at tre medlemmer af SF's folketingsgruppe i årets løb har meldt sig ind i andre partier, og derfor er Enhedslisten og SF nu lige store.
Og da kun de fem største partier får plads i præsidiet og kontroludvalget, kom det altså til en simpel lodtrækning mellem de to partier.
Spørgsmål: Kristian Thulesen Dahl, er Enhedslisten ikke stueren nok til at sidde i kontroludvalget?
- Jojojo, spillereglerne er fulgt, og derfor er tingene, som de er. Men der er politikere, der har udtrykt bekymring om at holde på de fortrolige oplysninger om sikkerhedsspørgsmål.
Spørgsmål: Men deler du den bekymring?
- Jeg siger, at jeg forstår dem, der har udtrykt en sådan bekymring.
Spørgsmål: Men tror du, Enhedslisten kan finde på at lække oplysninger, ja eller nej?
- Jamen, jeg svarer dig, at jeg forstår de politikere, der har udtrykt bekymring i den henseende, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/