DF: Vi skal have råd til den dyre medicin

Skrevet af admin

23/06/2015

Dagens topnyheder

Lægerne skal kunne tilbyde patienterne den bedste medicin, også selv om den er dyr.

Liselott Blixt (DF), der af flere medier tippes til at blive ny sundhedsminister, afviser, at det kan blive nødvendigt for den kommende regering at prioritere i den dyre medicin.

- Jeg hører om patienter, der har fået en stor skyldfølelse på grund af den her debat om dyr medicin. Blandt andre forældre til børn med cystisk fibrose. Det er synd og helt urimeligt.

- Vi skal ikke komme i en situation, hvor vi siger nej til medicin, som vi ved virker, siger hun til Ritzau.

Dermed afviser hun professor i sundhedsmedicin Kjeld Møller Pedersen, der på baggrund af besparelser i regionerne, siger, at politikerne på Christiansborg ikke kommer udenom at prioritere.

- Der findes andre måder at opnå besparelser på end prioritering. Vi er kommet med en række forslag, for eksempel at indkøbe medicinen sammen med de øvrige nordiske lande og indgå i forhandlinger med industrien, siger Liselott Blixt.

Debatten om udgifterne til medicin er aktualiseret af, at tre af landets fem regioner har indgået forlig om at skære i budgetterne.

Eksempelvis skal Region Midtjylland næste år spare 699 millioner kroner og Region Hovedstaden 225 millioner kroner næste år.

Det er især de stigende udgifter til medicin og dyrere behandlinger, som ifølge regionerne sætter økonomien under pres. Det betyder, at en række stillinger må nedlægges.

Men ifølge Liselott Blixt er det urimeligt at kaste skylden på medicinudgifterne. Hun mener derimod, at den pressede økonomi skyldes, at der i forhandlingerne mellem regionerne og SR-regeringen ikke er afsat nok penge.

Det lover hun rette op på:

- Vi har sagt, at der skal flere penge til, for det kan ikke passe, at der skal fyres sygeplejersker, og at der må ligge patienter på gangene.

- Derfor må en kommende sundhedsminister sætte sig for bordenden, så vi kan få gjort noget ved det her ved de økonomiforhandlinger, der begynder efter sommerferien, siger Liselott Blixt.

/ritzau/