DF vil afskaffe spindoktorerne

Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), der uenig i en netop offentliggjort rapport, som konkluderer, at den nuværende ordning fungerer fint.

»Betænkningen er desværre mere eller mindre en blåstempling af den nuværende praksis, og det er uheldigt. Vi må ikke glemme, at udvalget blev nedsat på baggrund af en række sager, hvor der har været kraftig mistanke om, at en særlig rådgiver har benyttet sig af midler og metoder, som ikke er et demokrati værdigt,« siger Peter Skaarup.

Det var Dansk Folkeparti, der sammen med Venstre og Enhedslisten i efteråret 2011 forlangte, at regeringen nedsatte en kommission, der skulle se nærmere på reglerne for brugen af særlige rådgivere - i folkemunde spindoktorer. Årsagen var, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) brød et princip om, at ministre kun måtte ansætte én særlig rådgiver.

I Dansk Folkeparti mener man, at særlige rådgivere bør være fortid i danske ministerier.

»På den måde sikrer vi også, at den enkelte rådgivers karriere ikke står og falder med ministerens ditto og at der dermed opstår en fristelse for at benytte sig af beskidte tricks og tvivlsomme handlinger for at promovere ministeren,« siger Peter Skaarup.

»Jeg vil også minde om, at de særlige rådgivere er lønnet af skatteborgerne, og det er endnu en god grund til, at det skal sikres, at de agerer neutralt og ikke som et politisk partis forlængede arm ind i et ministerium«, lyder det fra DF-ordføreren.

Rapporten er den tredje i rækken siden 1998, hvor man for første gang fastsatte regler for ansættelsen af særlige rådgivere i danske ministerier.

Dagens Gossip