DF vil bygge villaer på Christiania

Studerende skal ikke flytte ind på Christiania, som Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), foreslår.

Det mener Carl Christian Ebbesen, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Københavns borgerpræsentation.

- Helt unge kombineret med hardcore kriminelle. Det er en dårlig cocktail set med Dansk Folkepartis øjne, siger han.

Frank Jensen foreslår, at der skal bygges almene boliger på Christiania, og at særligt studerende skal bo på fristaden. Men Carl Christian Ebbesen frygter, at det vil gøre området til fremtidens Mjølnerpark.

- Vi er nødt til at have kriminaliteten under kontrol, inden unge og folk med dårlig social baggrund flytter ind. Ellers ender det med at blive et område, hvor det ikke er attraktivt at bo, hvor man kommer til af nød, ikke af lyst, siger han.

Carl Christian Ebbesen foreslår i stedet, at der bliver bygget ejerboliger på Christiania.

- Når folk køber deres egen bolig, bliver de engagerede i at få løftet området, at engagere sig i lokalmiljøet. Det er med til at sikre, at området bliver attraktivt, siger han.

Når de kriminelle er rykket ud og boligejerne ind, mener kommunalpolitikeren, at der skal bygges almene boliger.

- Det er den kombination, der gør København stærk. Men det er nødt til at være i den rigtige rækkefølge, siger han.

Carl Christian Ebbesen understreger, at Dansk Folkeparti utrolig gerne vil være med til at normalisere Christiania.

/ritzau/

 

Dagens Gossip