DF vil finde midler til dagpenge i Afrika

Dansk Folkeparti vil midlertidigt halvere genoptjeningskravet, og her kan man nemt udpege det område, hvor pengene skal komme fra.

»Det kan vi sagtens. Det er ikke så længe siden, vi hørte, at regeringen sender penge til nogle af de korrupte lande i Afrika, og vi har stadig et ønske om at bringe udviklingsbistanden ned på 0,7 procent. Så der er stadig omkring tre milliarder der,« siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).

»Jeg vil hellere have, at pengene går til at hjælpe danskere i knibe i stedet for at hjælpe et korrupt land som Somalia eller Robert Mugabe (præsident i Zimbabwe, red.) dernede i Afrika. Så det kan vi sagtens finde penge til,« siger han.

Det er tænketanken Kraka, der over for Politiken vurderer, at udgiften til en halveret genoptjeningsperiode bliver på 500 millioner kroner næste år. Derefter vil prisen stige yderligere.

Merudgiften kommer, fordi langt flere end ventet står til at miste deres dagpenge, og hovedparten af de 500 millioner kroner vil derfor gå til at betale dagpenge til folk, der før modtog kontanthjælp eller slet ingenting.

Både økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet og den liberale tænketank Cepos vurderer ligeledes, at en halvering af genoptjeningskravet vil koste omkring en halv milliard kroner.

Dagens Gossip