DF vil fortsat af med regionerne

»Vores holdning er fortsat, at regionerne skal lukke, og opgaverne skal deles mellem staten og kommunerne. Udmeldingen (fra Venstre, red.) overrasker mig egentlig, men jeg tror måske, at det har noget at gøre med, at der er regionsvalg i næste måned. Det skulle ikke undre mig, hvis Venstre så om to år finder ud af, at regionerne skal lukkes alligevel,« siger Marinus.

Han peger derved på, at han mener, at Venstres forsigtige holdningsvending kan være et udtryk for, at partiet »på den måde tror, at de kan høste flere stemmer ved kommunalvalget«.

Ifølge Politiken kommer Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at regionerne muligvis kan rede sig selv, hvis de »performer« bedre, efter at Syddanmarks Regionsformand, Carl Holst (V), har fremsat en ambitiøs målsætning om, at tre ud af fem regionsformænd kan være venstremænd efter kommunalvalget 19. november.»Jeg tror på, at man med tre blå regionsformænd vil føre en politik, der gør, at argumenterne for at nedlægge dem vil forsvinde«, siger Carl Holst ifølge Politiken og tilføjer:

»Så kommer der mere frit valg, og der bliver ingen ideologisk kamp mod privathospitaler. Så bliver der skubbet til det, der har været en hæmsko hidtil for Venstre på Christiansborg. Dermed vil vi fjerne de sten, som har været i vejen og gjort, at nogle ønsker at nedlægge os«.

På trods af blå folk ved roret mener DFs kommunalordfører dog stadig ikke, at regionerne skal overleve efter næste folketingsvalg.

»Selv om der kom fem DF-regionrådsformænd, så ville vi stadigvæk mene, at Danmark er for lille et land til at have tre politisk styrede led. Og derfor mener vi fortsat, at dagsordenen er sådan, at regionerne skal nedlægges. Og derfor vil vi presse på, for at der kan blive et flertal for nedlægningen,« siger Marinus.

Dagens Gossip