DF vil gøre det lettere at vælge en ungdomsuddannelse

»Et af målene er at få færre til at starte på det almene gymnasium og flere til at tage en erhvervsuddannelse. De seneste 20 år har vi accepteret, at flere og flere har valgt det almene gymnasium, men det kan ikke blive ved. Samtidig tordner arbejdsløsheden blandt akademikere i vejret,« siger DFs uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen (DF) til Politiken.

DFs forslag er kun at lade elever med de højeste karaktergennemsnit fra folkeskolen vælge en teoretisk studiefremtid på STX, mens de elever, der vælger HHX, HTX og EUD, skal samles i ét fælles grundforløb.

Alex Ahrendtsen oplyser, at 65 procent af skoleeleverne i dag vælger at fortsætte deres uddannelse på STX, når de er færdige med folkeskolen, og at det antal i stedet burde ligge omkring 30 procent, mener han.

Forslaget vækker interesse hos både LO og Venstre, der begge synes, at flere af DFs elementer i udspillet er interessante.

»At kun en tredjedel skal på det almene gymnasium, er en spændende tanke. Det kunne være én måde at få flere til at vælge en erhvervsrettet uddannelse på,« siger Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen (V) til Politiken.

Socialdemokraterne, der sammen med resten af regeringen om kort tid fremlægger deres udspil til en erhvervsskolereform, har dog en anke over for DFs forslag.

»Jeg glæder mig over, at Dansk Folkeparti deler ambitionen om en stærkere og bedre erhvervsuddannelse. Vi vil gerne diskutere basis år, men hvis man roder det hele sammen i en enkelt indgang, frygter vi, at det bliver for generelt. Der er langt fra at uddanne sig til tjener og til smed,« siger uddannelsesordfører Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Dagens Gossip