DF vil have indsigt i ny PET-vurdering af Henrik Sass

Faktisk burde de også føle sig forpligtet til det, lyder meldingen fra oppositionspartiet.

»Statsministeren bør helt klart fremlægge alt, hvad der er af papirer i en sag som den her, både sikkerhedsvurderinger og andre ting. Henrik Sass Larsen har jo i sin tid selv bedt om, at sikkerhedsvurderingen kom frem, da han blev nægtet en ministerpost af statsministeren,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

»Nu har vi en ny situation, som selvfølgelig også bør afføde, at sikkerhedsvurderingen kommer frem. Det mangler da bare,« fortsætter han.

Da statsministeren satte sit første ministerhold i 2011, så hun bort fra Henrik Sass Larsen, da en vurdering fra PET såede tvivl om, hvorvidt han kunne sikkerhedsgodkendes. Men rygterne gik også på, at en intern magtkamp hos Socialdemokraterne var den egentlige årsag til, at Helle Thorning-Schmidt (S) ikke gav en ministerpost til sin daværende højre hånd.

»Umiddelbart tror jeg ikke, at Henrik Sass Larsen udgør en sikkerhedsrisiko, og jeg tror aldrig, at han har udgjort en sikkerhedsrisiko. Jeg tror, der har været et magtspil hos Socialdemokraterne, og det har været forkert at udlægge det som om, der har været et sikkerhedsproblem. Derfor skylder man befolkningen en forklaring på, hvad der har foregået,« siger Peter Skaarup.

Berlingske skriver lørdag, at Statsministeriet har fået tilsendt en ny PET-sikkerhedsvurdering af Henrik Sass Larsen. Også Venstre kræver, at den nye sikkerhedsvurdering kommer frem.

Dagens Gossip