DF vil have styr på asyludgifter før skattereform

Skrevet af admin

11/01/2016

Dagens topnyheder

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal ikke høre et ondt ord fra Dansk Folkeparti, hvis han udskyder skattereformen, indtil der er styr på asyludgifterne.

Det siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, efter finansministerens melding om, at asyludgifterne skal klares før skattereformen.

- I Dansk Folkeparti synes vi, det lyder som en fornuftig beslutning at udskyde skattereformen, da der ganske enkelt ikke er et økonomisk råderum til det i øjeblikket, siger Dennis Flydtkjær og fortsætter:

- Dermed ikke sagt, at man helt skal droppe reformen, men vi er nødt til at få styr på blandt andet asyludgifterne, før det er realistisk at gøre noget ved skatten.

Modsat DF truer Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, med at vælte Venstre-regeringen, hvis skattereformen ryger. LA kræver topskatten ned, mens DF's leder, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der ikke er råd.

- Hvis man skulle vælge at lave en skattereform her til foråret, så må man blot lave en forventningsafstemning om, at det så bliver en ret lille reform, og at der i stor grad vil være tale om en skatteomlægning, siger Dennis Flydtkjær.

- Det kan i den henseende være meget fornuftigt at udskyde den, til vi har styr på asyludgifterne. Det kan vi få ved yderligere stramninger på asylområdet og et opgør med flygtningekonventionen, lyder det fra DF's skatteordfører.

/ritzau/