DF vil have sundhedsminister på banen i gebyrsag

Kravet kommer, efter Berlingske onsdag afdækker, hvordan det vrimler med gebyrer på sygehusene i Region Midtjylland. Dør man for eksempel på et midtjysk hospital, skal de pårørende betale for at få lagt afdøde i kisten, og prisen varierer fra sygehus til sygehus.

»Vi bliver nødt til at have en debat om det her område. For sandheden er jo, at danskerne sådan set allerede betaler over skattebilletten, og det her kan nærmest ikke betegnes som andet end ekstra skat,« siger Karina Adsbøl (DF), der er medlem af Folketingets sundhedsudvalg.

»Jeg frygter især for, at det her medfører social skævhed i forhold til vores sundhedssystem, hvor servicen afhænger af størrelsen på folks pengepung. Endelig er det også bekymrende, at der fra hospital til hospital er stor forskel på gebyrerne,« siger hun.

Karina Adsbøl vil have Astrid Krag til at redegøre for, hvad hun mener om gebyrer på sygehusene, og hvorvidt hun påtænker at ændre reglerne, så der ikke er forskellige gebyrer alt efter, hvilket hospital man opholder sig på.

Venstre i Region Hovedstaden meddelte tidligere onsdag, at partiet kræver en fuldstændig kulegravning af brugerbetalingen på hovedstadens sygehuse.

Dagens Gossip

Dagens TV