DF vil kun i regering hvis hver femte stemmer på partiet

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

DF-formand Kristian Thulesen Dahl sætter for første gang ord på Dansk Folkepartis regeringsdrømme.

I sin tale på Folkemødets hovedscene fortæller han søndag, at det vil være naturligt for Dansk Folkeparti at indgå i en regering efter næste valg. Men det kræver, at det også ved næste valg vil være cirka hver femte dansker, der sætter sit kryds ved liste O.

- Det er sådan, at hvis Dansk Folkeparti over en længere periode kan bevare en tilslutning på det niveau, vi har - cirka hver femte dansker - så er det helt naturligt, at Dansk Folkeparti indgår i en regering og er med til at lede det her land, siger Kristian Thulesen Dahl.

Da blå blok med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen for præcis et år siden vandt valget, fulgte ti dage med intense forhandlinger om regeringsdannelse.

Dengang gentog Kristian Thulesen Dahl flere gange, at DF ville få størst indflydelse ved at stå uden for regeringen og i stedet stå som blå bloks største støtteparti.

- Det, der kommer hurtigt, kan også gå hurtigt. Derfor tog vi for et år siden ikke for givet, at vi har 37 mandater, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

En af de ting, der skiller Venstre og Dansk Folkeparti, er EU-linjen. Som EU-modstandere ønsker DF’erne mindre EU og mere selvbestemmelse i Danmark.

Kristian Thulesen Dahl kalder torsdagens afstemning om Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab "uhyre spændende" - også for danskerne.

- Hvis vi ser et Europa, hvor briterne er på vej ud, og Tyrkiet er på vej ind, så ved jeg godt, hvor jeg vil være henne, siger DF-formanden.

- Jeg forstår godt, at mange briter overvejer at stemme for et brexit på torsdag. Hvis de gør det, så er det mest sandsynlige, at der bliver fundet en tredje vej. Der er ingen, der tror på, at Europas næststørste økonomi bare er ude.

Hvis briterne finder denne tredje vej, så er det i Kristian Thulesen Dahls optik "også et interessant sted for Danmark at være".

Hver af folketingets ni partier har en halv times taletid fra hovedscenen på Folkemødet.

Mens Alternativet torsdag indledte med fællesdans til sangen "love is in the air", lagde DF'eren Kim Christiansen søndag ud med at synge sangene "Tryghed og tillid - ligesom i gamle dage" og "Der skal være en grænse".

/ritzau/