DF vil se handling bag ord fra V om muslimer

Er det mere varm luft eller mener Venstre noget med det, når partiets integrationsordfører, Inger Støjberg, i Politiken langer hårdt ud efter, at muslimer i Danmark "konstant modarbejder, konstant stiller spørgsmålstegn, er utilfredse"?

Det vil Dansk Folkeparti gerne vide, efter V-ordførerens kronik, hvor hun opfordrer muslimer til at finde et andet sted at bo og leve, hvis de ikke viser den fornødne respekt for det danske samfund.

- Det er fint, at Venstre nu igen opfordrer utilpassede indvandrere og efterkommere med muslimsk baggrund til at forlade Danmark. Det kan vi alle sammen gøre.

- Men hvis ikke det bliver fulgt op med konkrete forslag og initiativer, ja, så er det ikke meget værd. Jeg savner, at Venstre går fra ord til handling, når det kommer til disse hårde udmeldinger, siger Martin Henriksen, udlændingeordfører for DF.

Han har en konkret forslag til Inger Støjberg og Venstre:

- Jeg foreslår, at Venstre og Dansk Folkeparti i fællesskab går til valg på en målsætning om at den muslimske indvandring skal gå i noget nær nul.

- Det er det mest effektive middel i forhold til at sikre et Danmark, der hænger socialt og kulturelt sammen mange årtier frem, siger Martin Henriksen.

Han fastslår, at det altid er godt med debat.

- Men hvis udmeldingen skal give mening, så bør Venstre nu bakke op om Dansk Folkepartis målsætning om at begrænse den ikke-vestlige indvandring, herunder især den muslimske indvandring, siger udlændingeordfører Martin Henriksen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV