DFDS køber færger af konkurrent på Den Engelske Kanal

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Det danske rederi DFDS har søndag indgået en aftale med selskabet Eurotunnel om at købe MyFerryLink, der sejler færger på Den Engelske Kanal mellem England og Frankrig.

Det oplyser Eurotunnel søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

DFDS udsendte kort før midnat søndag aften en fondsbørsmeddelelse med følgende ordlyd:

- DFDS har afgivet et bindende tilbud til Eurotunnel vedrørende charter eller køb af færgerne Rodin og Berlioz med overtagelse den 2. juli 2015 baseret på vilkår aftalt med Eurotunnel.

Det er uvist, om den meddelelse skal forstås som en bekræftelse af handlen.

Den Engelske Kanal har i efterhånden flere år været centrum i en tvist, siden at Eurotunnel, der driver tunnelen under kanalen, købte færger fra det konkursramte SeaFrance og satte dem ind på ruten mellem England og Frankrig gennem selskabet MyFerryLink.

Det har medført en langstrakt strid hos diverse konkurrencemyndigheder, som nu er endt med, at Eurotunnel modvilligt sælger færgerne til konkurrenten DFDS, selvom det ikke længere var et krav, at selskabet skulle skille sig af med færgeforretningen.

Eurotunnel frygter, at den britiske forbruger- og konkurrencemyndighed, CMA, vil blive ved med at undersøge den gamle overtagelse af SeaFrance.

Eurotunnel oplyser, at det hellere ville have solgt færgerne til det nu medarbejderejede SeaFrance, men tilbuddet var ikke godt nok.

Prisen på handlen er ikke blevet oplyst endnu, men analytikere har tidligere vurderet over for Ritzau Finans, at prisen ligger på den gode side af 50 millioner euro svarende til 375 millioner kroner.

Det var ikke helt uventet, at DFDS ville købe færgerne. Aktien hos det danske rederi steg i sidste uge til et rekordniveau, efter at Eurotunnel oplyste, at det havde besluttet sig for at sælge MyFerryLink.

/ritzau/