DFDS sejler i medvind og fordobler sit overskud

For en gangs skyld var der medvind for DFDS i et årsregnskab. Efter år med tal, der har været præget af en hård kamp om ruterne på Den Engelske Kanal, kunne rederiet næsten fordoble sit overskud.

Det viser rederiets regnskab, der netop er landet på fondsbørsen.

- 2015 var et rekordår for DFDS. Vores mål er nu at løfte resultatet yderligere.

- Vi har skibskapacitet på plads til at høste fordele af fortsat vækst på vores europæiske nøglemarkeder, og vi arbejder målrettet videre med at forbedre kundetilfredshed og effektivitet, skriver administrerende direktør Niels Smedegaard i regnskabet.

Det viser en omsætningsvækst til 13,5 milliarder kroner i 2015, et hop på fem procent. Mere imponerende kan rederiet fremvise et resultat før skat, der er steget 89 procent til 1,1 milliarder kroner.

- Indtjeningsfremgangen i 2015 var primært et resultat af højere kapacitetsudnyttelse på Kanalen, øgede fragt- og passagermængder samt mere effektiv drift, herunder installation af scrubber-systemer, skriver DFDS i regnskabet.

For 2016 forventer DFDS, at omsætningen stiger med omkring seks procent, og at driftsresultatet stiger til 2,1-2,3 milliarder kroner mod 2,0 milliarder i 2015.

/ritzau/

Dagens Gossip