DF'er forlader partiet: De er for festlige

Skrevet af Jesper Larsen

08/04/2015

Mest læste i dag

Michael Gram er nu tidligere medlem af Dansk Folkeparti i Slagelse Byråd, efter han har valgt at melde sig ud af partiet i protest mod lokalafdelingens lidt for mange festlige indslag.

- Da jeg på intet tidspunkt har søgt medlemskab af en selskabelig forening, ser jeg mig desværre nødsaget til at melde mig ud af Dansk Folkeparti fra dags dato, skriver Michael Gram i sin udmeldelse ifølge sn.dk.

1. Viceborgmesteren er fortørnet over, at der bliver holdt flere fester og udflugter end politiske møder, og en stor del af dem er endda åbne for ikke-medlemmer af partiet.

Men ifølge Frederik Pedersen, der er formand for Dansk Folkeparti i Slagelse, så vil de gerne holde flere politiske møder, som Michael Gram gerne så afholdt, men problemet er bare, at der ikke dukker nogen op.

- Vi har holdt flere politiske møder, på Michael Gram´s opfordring, men der kom stort set ingen mennesker. Og hvad angår fester og udflugter, så er det jo noget vi opfordres til at lave og får tilskud til fra 'Borgen', siger Frederik Pedersen til sn.dk.

I resten af valgperioden vil Michael Gram fortsat være 1. Viceborgmester, men han vil være løsgænger i byrådet, hvor han fortsat vil støtte byens borgmester, Stén Knuth fra Venstre.