DFer tiltalt for racisme

Tina Petersen, som i dag sidder i byrådet for Dansk Folkeparti i Svendborg, er tiltalt for sidste år at have lagt et billede af to kvinder iført niqab, et slør, der dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene, ud på sin Facebook-profil. Ved siden af billedet var der også to skraldesække og teksten »hehe ..Husk storskrald i morgen ;)))...«

Det har fået Statsadvokaten for Fyn og Jylland til at rejse tiltale, bekræfter chefanklageren ved Fyns Politi over for TV 2 Fyn.

Tina Petersen vil ifølge TV-stationen blive tiltalt for brud på den såkaldte racismeparagraf, straffelovens § 266 b, stykke 1, som siger, at »den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Berlingske Nyhedsbureau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tina Petersen.

Dagens Gossip

Dagens TV