DF's gruppe i EU-Parlamentet rykker op i rækkerne

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Efter alt at dømme bliver det Dansk Folkepartis nye venner i EU-Parlamentet, den konservative ECR-gruppe, som bliver husets tredjestørste med 69 medlemmer ud af 751.

Dermed har ECR overhalet den liberale Alde-gruppe, hvor Venstre og også det nyvalgte radikale medlem Morten Helveg Petersen sidder.

Sådan ser det ud få timer før, der er deadline for, hvornår grupperne senest skal melde sig til EU-Parlamentet for at blive anerkendt som en gruppe, når det nyvalgte parlament samles første gang 1. juli.

Derudover står det efterhånden også klart, at der er kommet svar på valgets helt store spørgsmål - nemlig om franske Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders sammen med tre andre partier når at samle nok medlemmer til at danne en gruppe ude på højrefløjen.

Det når de nok ikke. Det har Wilders endda selv været ude at beklage tidligere tirsdag.

Det kræver mindst 25 medlemmer fra syv lande at danne en formel gruppe i EU-Parlamentet. Den status giver adgang til blandt andet økonomisk støtte, som løsgængere ikke får i samme grad.

Alt tyder derfor på, at der til første samling i Strasbourg efter EU-valget vil være syv anerkendte politiske grupper - de samme som fandtes i parlamentet inden valget i maj.

Dog er der altså blevet rykket en smule rundt på, hvor meget de forskellige fylder.

Den konservative gruppe, EPP, er fortsat den største med 221 af 751 pladser, og så kommer socialdemokraterne og socialisterne, S&D, med 191 medlemmer.

Takket være blandt andet Dansk Folkeparti og De Sande Finner er det lykkedes ECR at blive tredjestørst og har dermed skubbet både Alde og De Grønne ned på henholdsvis en fjerde og sjetteplads efter venstrefløjsgruppen GUE/NGL.

Dansk Folkepartis tidligere gruppe i parlamentet, det højreorienterede EU-skeptiske EFD, overlever lige akkurat trods medlemsflugt til ECR og det, der skulle have været Le Pens nye gruppe.

Det er til enhver tid muligt at samle en ny politisk gruppe. Men for at være anerkendt 1. juli, skal grupperne senest ved midnat tirsdag have meldt sig til EU-Parlamentet.

/ritzau/