DHF afviser Randers-protest: Skanderborg rykker op

Skrevet af admin

14/04/2015

Mest læste i dag

Dansk Håndbold Forbunds disciplinærinstans for håndboldligaen og 1. division har tirsdag afvist den protest, Randers HH kom med i forbindelse med afviklingen af klubbens oprykningskamp mod Skanderborg Håndbold 2. påskedag.

Kampen sluttede uafgjort 29-29, og Randers protesterede over en hændelse i det sidste minut, da holdet var foran 29-28.

Randers blev straffet for at have en spiller for meget på banen efter en timeout og blev derfor tildelt en to minutters udvisning.

Kampen blev genoptaget med frikast til Skanderborg, som derefter scorede det afgørende mål, som sikrede holdet en plads i Boxer Herreligaen, mens Randers nu må blive i 1. division.

Randers-protesten har været i høring hos dommerparret, observatøren, Skanderborg Håndbold, herunder dommerbordet med tidtager og sekretær samt DHF’s regelfortolker.

Disciplinærinstansen forklarer i sin afgørelse, at "Randers HH genoptog kampen med en spiller for meget på banen, og at dette blev konstateret af dommerparret, dommerbordet og observatøren efter - og ikke inden - spillets genoptagelse".

Disciplinærudvalget skriver blandt andet i sin afgørelse:

- I overensstemmelse med spillereglerne blev Randers HH herefter tildelt en udvisning, og kampen blev genoptaget med et frikast til Skanderborg Håndbold.

I sagens afgørelse blev det afvist, at der fra dommerparret, dommerbordet eller observatøren er begået regelbrud ved hændelsen, eller at der fra dommerbordets side skulle være handlet i ond tro.

I den kronjyske klub er man utilfreds, fordi man mener, at tidtagerbordet var opmærksom på fejlen, men alligevel satte spillet i gang og først derefter afbrød spillet og straffede Randers.

Afgørelsen kan i henhold til DHF's love skriftligt appelleres inden for 14 dage.

/ritzau/