DHF-formand: Vi arbejder på at ændre regel for købehold

Skrevet af admin

07/02/2015

Mest læste i dag

Fremover skal det ikke være muligt at købe sig til et landshold, som man så det ved herrernes netop overståede VM i håndbold, hvor værtsnationen Qatar med et sammenbragt hold vandt sølv.

Det kunne lade sig gøre, fordi reglerne gav lov til, at hvis man ikke har spillet på et landshold i tre år, så kan man skifte til et andet landshold.

Qatar stillede hold med otte forskellige nationaliteter, hvilket medførte massiv kritik.

På et møde mellem 12 af håndboldens topnationer sidste lørdag var emnet på dagsordenen, fortæller formanden for Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Der blev det besluttet, at der er tre advokater, en fra Sverige, en fra Island og en fra Frankrig, som skal sætte sig ned og udarbejde et lovforslag, så man kan komme det her til livs.

- Men dog stadigvæk bibeholde de muligheder der er, hvis det er sådan, at man vil skifte nationalitet, siger Per Bertelsen til DR Syd.

Han ser optimistisk på muligheden for at ændre reglen, som Qatar udnyttede.

- Nu kigger vi fremad, og nu arbejder vi med de andre topnationer i verden på at få det her ændret. Og det, tror jeg faktisk, vil ske. Måske ikke på den første kongres, der kommer, men så i 2017, siger Per Bertelsen.

/ritzau/