DI bakker Løkke op: Bedre tyskkundskaber øger eksport

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Dansk Industri bifalder, at statsminister Lars Løkke (V) fredag annoncerede, at danskerne skal blive bedre til at tale tysk, hvis vi skal udnytte det eksportpotentiale, der er syd for grænsen.

Det siger Dansk Industris underdirektør Charlotte Rønhof.

- Vores undersøgelser viser, at noget af det, der går galt i samhandlen, er, når danskere tror, de klarer sig fint med engelsk i Tyskland. Vi har derfor i mange år efterlyst flere medarbejdere med dobbeltkompetencer, siger Charlotte Rønhof.

I forbindelse med fredagens besøg i Tyskland gik Lars Løkkes tur forbi Sydtyskland, hvor der lige nu er gang i væksten. Ifølge Løkke forøger væksten de danske eksportmuligheder i Tyskland. Det er derfor endnu vigtigere, at danskernes tyskkompetencer bliver bedre.

- Vi så meget gerne, at danskerne blev bedre til tysk. Selv om de taler et ganske udmærket engelsk her, så siger de virksomheder, som jeg har talt med, at man ud over at være til stede lokalt også skal kende kulturen og kunne tale og forstå tysk, hvis man vil begå sig, siger Løkke.

Charlotte Rønhof er enig i, at tyskkundskaberne er essentielle. Derfor håber hun, at der vil blive sat fokus på fremmedsprog hele vejen gennem uddannelsessystemet.

- I dag bruger vi mange penge både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne på at lære dem sprog, men når de så kommer videre i systemet, er der ingen læring og ingen krav om sprog ud over engelsk. På den måde ruster sprogkundskaberne, siger Charlotte Rønhof.

/ritzau/