DI bakker op om revidering af greencardordning

Det er vigtigt at kunne tiltrække højtuddannet arbejdskraft til Danmark. Men greencard-ordningen fungerer ikke efter hensigten, som den ser ud i dag, mener Dansk Industri (DI).

- Vi bakker op omkring ordningen. Men det er problematisk, at folk på ordningen får lavtlønsjob. Det var ikke det, der var meningen, da den blev indført i 2008, siger Claus Aastrup Seidelin, arbejdsmarkedskonsulent i DI.

Søndag aften kunne man i DR Nyheder se, at mange greencard-indehavere presses ud i job, hvor lønnen i mindst et tilfælde er nede på 16 kroner i timen. DR har haft kontakt til 149 personer på greencard. Og otte ud af 10 arbejder for under 60 kroner i timen.

- Vi anerkender, at ordningen ikke fungerer optimalt. Der er brug for at revidere den, så de udlændinge, der kommer til Danmark, har nogle kompetencer, der gerne skulle bruges på det danske arbejdsmarked, lyder det fra arbejdsmarkedskonsulenten.

Også hos Dansk Erhverv ser man frem til, at ordningen får et eftersyn. Her mener man, at det er vigtigt med initiativer på området for de internationale kandidater og Ph. D-studerende, der allerede er i Danmark.

- Det er hensigtsmæssigt, at vi gør mere for at fastholde de internationale studerende, der allerede er i Danmark, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

- De har etableret sig i Danmark, har et netværk og har for manges vedkommende også kontakter til virksomhederne, og derfor er de ekstra værdifulde, siger hun.

Claus Aastrup Seidelin påpeger, at greencardordningen ikke matcher det, der efterspørges i erhvervslivet.

- Ordningen bør skrues sådan sammen, at kommer man med nogle kompetencer, som er efterspurgt på arbejdsmarkedet, skal man have flere point i forhold til dem, der hører til fagområder, hvor efterspørgslen ikke er så akut, siger han.

Dansk Folkeparti har kaldt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd om ordningen, der skal reformeres til foråret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV