DI: Danske virksomheder har brug for jobparate flygtninge

Skrevet af admin

10/03/2015

Mest læste i dag

Det er et tab for alle parter, når der ikke er flere flygtninge og indvandrere, som får en såkaldt virksomhedsrettet indsats i løbet af de tre år, hvor de indgår i et integrationsforløb.

Sådan lyder det fra Steen Nielsen, underdirektør i Dansk Industri, om tal fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, der viser, at kun 45 procent af de jobparate flygtninge og indvandrere får tilbuddet.

- Det synes jeg, at vi taber på. Både set i forhold til virksomhederne og samfundet i det hele taget.

- Hvis der går nogen, som har nogle kvalifikationer, der kan bruges, så gælder det om at få dem aktiveret og i beskæftigelse. Det har vi alle gavn af, siger Steen Nielsen.

Ifølge underdirektøren fra Dansk Industri, der har flere tusinde virksomheder under sine vinger, er det vigtigt for virksomhederne, at der er den arbejdskraft til rådighed, der er brug for.

- Hvis ikke, der er det, så er der ting, som virksomhederne ikke kan få gjort, og som de ellers gerne ville gøre, siger han.

Det kan ifølge Steen Nielsen være ordrer, der ikke kan udføres, hvis der mangler folk til at gøre det.

- Det er det, der er udfordringen, når vi hører om virksomheder, som har svært ved at skaffe folk.

- Så er konsekvensen den, at de ikke kan vokse lige så meget, som de har potentiale til, og dermed skabe flere arbejdspladser, påpeger underdirektøren.

Når det kommer til, hvorfor der er så få flygtninge og indvandrere, der får tilbuddet hos virksomhederne, kan det måske være på grund af manglende kompetencer, erkender Steen Nielsen.

- Det vil jeg tro kunne være en del af forklaringen.

- Nu er jeg ikke i nærkontakt med denne gruppe af borgere, men jeg kan se fra virksomhedernes side, at de ofte melder, at de har brug for folk og har svært ved at skaffe kvalificerede ansatte.

- Men hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne sige, siger han.

Den virksomhedsrettede indsats kan for eksempel dreje sig om virksomhedspraktik, nytteindsats, løntilskud eller en rotationsstilling.

/ritzau/