DI efter Snowden-læk: Firmaer frygter spionage

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

De seneste måneders afsløringer i den store aflytningsskandale, der er udløst af den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden, er kommet bag på mange danske virksomheder, skriver Politiken onsdag.

Frygten for, at et land som USA kan finde på at foretage industrispionage på vegne af deres konkurrenter, har skabt et boom i forretningen hos firmaer, der sørger for it-sikkerhed.

Ifølge chefkonsulent i Dansk Industri og sekretær for organisationens udvalg for it-sikkerhed Henning Mortensen vil virksomhederne gerne vide, hvordan de kan holde sikkerhedstjenesterne ude.

- Vi vendte spørgsmålet på det seneste møde i udvalget. Det skete efter ønske fra medlemmerne. Vi får mange spørgsmål fra virksomhederne om, hvad man kan gøre.

- Der er ingen tvivl om, at det har givet genlyd, siger han til Politiken.

Flere it-sikkerhedsselskaber melder om stigende interesse siden afsløringerne af aflytningsskandalen begyndte at rulle i sommer.

- Virksomhederne er generelt blevet mere skeptiske over for cloud-løsninger, hvor man gemmer data uden for huset, siger Claus E. Kotasek, direktør for SMS Passcode til Politiken.

Selskabet leverer it-sikkerhedssystemer over hele verden og mærker interessen fra virksomheder i hele Nordeuropa. Især fra Tyskland, hvor nyhederne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s aflytning af kansler Angela Merkel har skabt opsigt.

Peter Kruse, der er teknisk direktør i et andet dansk firma, CSIS, siger til Politiken, at det især var nyheden i september om, at NSA angiveligt havde lavet industrispionage mod det brasilianske olieselskab Petrobras, der fik virksomhederne til at forstå, at de var udsatte.

- Mange virksomheder er oprigtigt bekymret for, at NSA kigger med i deres kommunikation og bruger det i en kommerciel sammenhæng, siger Peter Kruse til Politiken.

Selv om It-sikkerhedsfirmaer har en oplagt interesse i at tale et problem op, så er det altså ikke det, der er tale om her mener Henning Mortensen fra Dansk Industri.

/ritzau/