DI: EU skal finde en ny klimaplan

Afgørelsen får Dansk Industri (DI) til at efterspørge en ny energi- og klimapolitik, efter at brancheorganisationen selv har arbejdet hårdt for at påvirke medlemmerne af Europa-Parlamentet til at stemme »nej« til ordningen.

»Der er brug for, at vi meget hurtigt får sat nye mål for Europas energi- og klimapolitik i 2030. Og helst i denne Kommissions valgperiode. Vi skal have skabt klarhed over de langsigtede vilkår, så vi kan fremme europæisk erhvervslivs investeringer i den grønne omstilling,« siger Tine Roed, direktør i DI, i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen har efter afstemningen i dag besluttet at sende forslaget om ændringer i handelssystemet for CO2-kvoter til fornyet behandling i Europa-Parlamentets Miljø- og Industriudvalg. DI mener, at systemet med handel af CO2-kvoter spiller en afgørende rolle for at reducere udledningen af drivhusgasser.

»Vi skal holde den grønne omstilling på sporet. Derfor vil vi sammen med politikerne finde en fælles vej til at realisere EUs langsigtede mål om 80 til 95 procent reduktion af drivhusgasser i 2050,« siger DIs direktør og understreger, at det kræver en klog indretning af energi- og klimapolitikken frem mod 2030, som kan give en positiv effekt på både klima, forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.

Det gør man ifølge DI ikke ved at gribe ind i kvotehandelssystemet, som EU-Kommission ønsker. I et interview med Berlingske Business 14. april siger Tine Roed således, at et indgreb i systemet vil gå ud over konkurrenceevnen.

»På nuværende tidspunkt mener vi ikke, at man skal gribe ind i kvotesystemet. For et indgreb vil medføre øgede omkostninger for europæiske og herunder danske virksomheder,« sagde hun.

19 stemmer delte tirsdag »ja« og »nej«-sigerne i Europa-Parlamentet, men de folkevalgte endte med at vende tommelfingeren ned til forslaget om at pille 900 millioner CO2-kvoter ud af systemet og putte dem ind igen tættere på 2020.

Dagens Gossip