DI: Flere motorveje vil sikre vækst og udvikling

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Det er en god idé med flere motorveje i Danmark, da det vil være med til at forbedre transportforholdene for virksomhederne og skabe større effektivitet.

Sådan lyder det fra branchedirektør i Dansk Industri, Michael Svane.

Dermed bakker han op om forslaget fra transportminister Magnus Heunicke (S), der i fredagens Berlingske siger, at der skal bygges flere motorveje.

- Bundlinjen i det her er, at vejinfrastrukturen er med til at skabe tilgængelighed, men også med til at sikre både vækst og udvikling i områderne, siger Michael Svane og fortsætter:

- Vi lægger vægt på, at infrastrukturen og ikke mindst vejene er noget, som vores virksomheder prioriterer højt, når de bliver spurgt, hvad der er vigtigt for dem.

Branchedirektøren forklarer, at en bedre infrastruktur giver virksomhederne tidsgevinster.

Derudover vil virksomhederne spare tid både i forhold til de varer, de enten importerer eller eksporterer henholdsvis ind og ud af virksomhederne.

- Samtidig skaber en motorvej eller en udbygget vej også mulighed for at fastholde virksomheder og tiltrække nye virksomheder og derudover medvirke til øgede investeringer, påpeger Michael Svane.

Den nyslåede transportminister forslår samtidig, at sende flere jernbanestrækninger i bud, da det vil give danskerne bedre og billigere tog.

- Det er vi positive over for, og det har vi også arbejdet for. Ikke sådan at forstå at man hovedkulds skal kaste udbud af togtrafikken ud her og nu, siger DI's branchedirektør og uddyber:

- Det skal ske efter en samlet plan, hvor man udvælger strækninger, som kan afprøve at køre med andre operatører.

Michael Svane siger, at målet for ham og hans kolleger er at få flere passagerer, øget kvalitet og på bundlinjen mere jernbanedrift for samme antal penge.

- Så det er vi bestemt positive over for, og jeg mener, at det bestemt også er kloge signaler, som transportministeren sender på det her, siger branchedirektøren.

Samtidig understreges det af Michael Svane, at DSB fortsat skal være en central operatør på jernbaneområdet i Danmark og giver dermed transportministeren ret i, at DSB skal forblive rygraden i den kollektive trafik.

/ritzau/