DI: Flyt penge fra efterskoler til folkeskoler

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

10. klasse skal tænkes om, så tilbuddet gavner de elever, som har mest brug for at blive fagligt rustet til at søge videre på en ungdomsuddannelse.

Det mener Dansk Industri (DI) på baggrund af undersøgelse, der viser, at 10.-klasserne ikke lever op til formålet om at forberede eleverne til en ungdomsuddannelse.

- Resultatet er meget bekymrende. Det drejer sig om en gruppe unge, som har det største behov for læring.

- Ellers risikerer de at komme til at stå uden for arbejdsmarkedet. De ender i passiv forsørgelse, samtidig med at vi kommer til at mangle dem som faglig arbejdskraft, siger underdirektør Charlotte Rønhof.

Lidt over halvdelen af en årgang tager i dag 10. klasse. Og cirka 40 procent af de elever, der vælger et kommunalt 10.-klasse-tilbud, går i den type 10.-klasse, som er dækket af undersøgelsen.

Forskerne bag har sammenlignet to grupper af unge med ens såkaldt socioøkonomisk baggrund. Den ene gruppe tog 10. klasse, den anden gjorde ikke.

Den gruppe elever, der tog 10. klasse "spildte reelt deres tid", for det ekstra skoleår tilførte dem ikke noget, lyder konklusionen.

- Det viser, at der er behov for, at vi tænker 10. klasse forfra og eventuelt inddrager erhvervsskolerne, siger Charlotte Rønhof.

Undersøgelsen inkluderer ikke de elever, der tager 10. klasse i et 10.-klassecenter eller på en efterskole.

Men tidligere undersøgelser har vist, at elever på efterskoler er stærkere både fagligt og socialt, end 10.-klasses elever i folkeskolen.

De har højere karakterer, og deres forældre er bedre uddannet.

- Det gør ondt på os, at samfundet bruger mange penge på efterskolerne, når vi ved, at de fleste elever kan klare sig selv, samtidig med at der sidder så mange elever i folkeskolernes 10.-klasser, som ikke får nok ud af det.

- Lad os bruge pengene på de unge, der reelt har et behov, siger Charlotte Rønhof.

Hun bifalder, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har bebudet en samlet undersøgelse af 10.-klasse for at se, hvilke tilbud der fungerer.

DI repræsenterer 10.000 virksomheder i Danmark.

/ritzau/