DI glæder sig over færre lærerstuderende

Det glæder Dansk Industri (DI), at markant færre unge søger ind på lærerseminarierne. I 2012 valgte 3454 læreruddannelsen som første prioritet, men kun 2974 i år. Samtidig skal studerende have 7 som gennemsnit i studentereksamen for at komme ind på læreruddannelsen.

- Det er selvfølgelig markant, når en uddannelse falder 14 procent i antallet af 1. prioritet-ansøgninger. Men lige netop i år og lige netop for læreruddannelsen kan det faktisk vise sig at være en positiv historie, siger DI's underdirektør Charlotte Rønhof.

- Det vigtigste er, at de unge, der søger læreruddannelsen, rent faktisk har evnerne for og motivationen til at gennemføre den. På længere sigt vil de nye adgangskrav give os dygtigere lærere og en bedre folkeskole, så vores virksomheder i sidste ende også får endnu dygtigere medarbejdere, mener Charlotte Rønhof.

Læreruddannelsen har i flere år haft meget stort frafald, fordi studerende har savnet motivation eller kvalifikationer. I 2011 havde læreruddannelsen et frafald på 36 procent mod 22 procent i gennemsnit ved de andre professionsbacheloruddannelser.

- Det er et spild af ressourcer både menneskeligt og økonomisk. Men det er et endnu større problem, hvis de mange, der har valgt forkert, trækker niveauet ned på læreruddannelsen.

- Derfor har det været rigtigt og godt, at de uddannelsessøgende nu skal have minimum 7 i snit for at komme ind på uddannelsen, siger Charlotte Rønhof.

Forårets folkeskolereform skaber gode rammer for en bedre skole. Her spiller kommende lærere en afgørende rolle, mener hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV