DI: Gymnasiebesparelser kan koste konkurrenceevne

Skrevet af admin

07/01/2016

Dagens topnyheder

Danmark bruger færre penge på ungdomsuddannelse end gennemsnittet i OECD. Det viser en analyse fra tænketanken Kraka, der har sammenlignet udgifterne på området i de 34 medlemslande.

Nu skal de danske uddannelsesinstitutioner så spare yderligere to procent, og Dansk Industri frygter, at danske unge i fremtiden vil være dårligere uddannet end deres konkurrenter i udlandet.

- Der er ikke tvivl om, at det, vi ser i øjeblikket, vil ramme os på sigt, for vi får dårligere uddannelse, siger underdirektør Charlotte Rønhof fra Dansk Industri.

- Det er fremtidens arbejdskraft, vi taler om. Der er ikke nogen virksomhed, der er bedre end dem, man har ansat, siger hun.

Ifølge Krakas analyse ligger Danmark over OECD-gennemsnittet på en opgørelse over de enkelte landes udgifter til ungdomsuddannelser som andel af BNP.

Men hvis udgifterne deles ud på antallet af elever, ryger Danmark nede på en 24.-plads ud af 34.

Charlotte Rønhof understreger, at hun ikke har nærlæst Krakas analyse, og at det generelt er vanskeligt at sammenligne udgifter på tværs af lande.

Men grønthøsterbesparelserne på finansloven, hvor rektorerne skal finde to ekstra procent på budgetterne, vil betyde dårligere uddannelse, mener underdirektøren.

- Hvis man bliver ved med at spare på uddannelse, så bliver den naturlige konsekvens, at man som elev får mindre og dårligere undervisning, mindre tid med underviseren og mindre feedback på opgaver, siger Charlotte Rønhof.

Danske unge har en række styrker med i bagagen. Blandt andet er de vant til at arbejde sammen, og de bliver både derhjemme og i skolen opdraget til at stille kritiske spørgsmål.

Men hvis besparelserne fortsætter, mener Charlotte Rønhof, at de danske virksomheders konkurrenceevne vil blive svækket.

- Det er farligt, for det er ikke noget, man oplever fra dag til dag. Det kommer lige så stille til at tære, siger hun.

/ritzau/