DI og CO-industri klar med ny overenskomst

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Parterne på industriens område, Dansk Industri og CO-industri, har forhandlet en ny overenskomst for 240.000 ansatte på plads. Det erfarer Ritzau.

Forliget, der er blevet indgået i Industriens Hus i København, omfatter godt 240.000 medarbejdere.

CO-industri og DI har forhandlet Industriens Overenskomst på plads for faglærte og ikke-faglærte arbejdere samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.

Overenskomsterne regulerer forholdene på godt 6000 virksomheder.

Overenskomsterne er indgået af DI's adm. direktør Karsten Dybvad og viceadm. direktør Kim Graugaard, og af Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen, som er formand for CO-industri og CO-industris næstformand, gruppeformand Mads Andersen.

Lønmodtagerne venter højere løn efter de to seneste smalle overenskomster.

Det vurderede arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, lørdag overfor Ritzau.

- Parterne ved godt, at efter fire år med to kriseoverenskomster, der er de smalleste siden krisen i 1930'erne på det private arbejdsmarked, er der forventninger hos lønmodtagerne om, at der simpelt hen skal mere i lønningsposen.

- Lønmodtagerne kan se, at aktiekurserne er steget, betalingsbalanceoverskuddet er rekordstort, og der er ikke de store problemer med konkurrenceevnen.

- De har set, at der under krisen har været omfordeling fra løn til profit, og det vil de have stoppet, sagde Henning Jørgensen.

Ved de to seneste overenskomster, er der ifølge professoren stort set kun sket vedligeholdelse. Danmark skal tilbage til 1930'erne for at finde lignende lave lønstigningstakter.

/ritzau/