DI og Vejen Kommune: Partnerskabsaftale sikrer flere unge en praktikplads

Aftalen, der også omfatter de to erhvervsskoler, EUC Vest i Esbjerg og HANSENBERG i Kolding, skal sikre en koordineret indsats mellem kommunen, erhvervsskolerne og DI, når det gælder praktikpladser.

Helt konkret går aftalen ud på, at skabe et fælles overblik over både de praktikpladssøgende på erhvervsskolerne og de virksomheder, der søger lærlinge, så man i fællesskab kan opfordre virksomhederne i kommunen til at tage lærlinge.

Erhvervslivet som medspiller
- I Vejen Kommune ønsker vi at skabe rammerne for, at alle unge mennesker får en uddannelse. Det kan vi kun, hvis vi har erhvervslivet som medspiller og samtidig sikrer, at vi uddanner vores unge inden for områder som vores erhvervsliv har brug for, siger Egon Fræhr, borgmester i Vejen Kommune.

Fleksible aftaler på praktikområdet
Ud over at skabe overblik over praktiksøgende og virksomheder, der søger lærlinge, skal partnerskabsaftalen også sikre, at virksomhederne i Vejen Kommune bliver informeret om de mange forskellige muligheder, der er for at indgå fleksible aftaler på praktikområdet – en opgave, som DI Sydvestjylland skal medvirke til.

- Selv om krisen stadig presser danske virksomheder, så er det stadig en væsentlig opgave at sikre fremtidens arbejdskraft. Den opgave skal vi som virksomheder være med til at løfte, ikke bare for samfundets skyld, men i høj grad også for vores egen, siger Jesper Toft Mathiassen, formand for DI Sydvestjylland.

Dagens Gossip