DI opfordrer til politisk løsning i cabotage-sag

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

Dansk Industri, DI, er helt på linje med transportminister Magnus Heunicke (S), der ønsker klare regler for cabotagekørsel i EU.

Men mens ministeren er klar til at tage spørgsmålet om cabotagekørsel til en EU-domstol, så ser DI hellere, at man undgår retssagen og finder en politisk løsning. Det siger branchedirektør i DI Transport, Michael Svane, til Ritzau.

- Den her sag er langt bedre tjent med at blive taget op politisk, end at man kaster sig ud i et langvarigt juridisk slagsmål.

- Jeg synes sådan set, at det er en sag, EU's transportministre inklusiv Magnus Heunicke kunne tage op om det politiske bord. Det er der, sagen hører hjemme, siger Michael Svane.

Transportministeren fastslog fredag efter at have modtaget en såkaldt åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen, at regeringen ikke var bange for truslen om en sag ved EU-domstolen for at få ændret de danske cabotageregler.

EU-Kommissionen mener, at Danmark handler i strid med EU-traktaterne i tolkningen af reglerne for udenlandske lastbilchaufførers indenrigskørsel i Danmark.

Når en lastbil har afsluttet en international tur, har den lov til i alt at køre tre cabotageture inden for syv dage. Herefter skal den forlade landet og påbegynde en ny international tur, før den igen må køre cabotagekørsel.

Der er en frygt for, at lavtlønnede udenlandske chauffører sendes til Danmark med et proforma-læs for at underbyde markedet for indenrigstrafik.

Hvis der ikke kommer fælles europæiske regler, kan prisen i sidste ende blive dyrere for det øvrigt erhvervsliv, siger DI Transports Michael Svane.

- Danske transportvirksomheder udfører også cabotagevirksomhed i udlandet. Derfor er vi optaget af, at vi netop har fælles spilleregler.

- Hvis man har en forståelse i Danmark, en anden i Sverige og en tredje i Finland, så har vi ikke længere et sammenhængende indre transportmarked. Det kan kun svække mobiliteten, og det kan kun gøre transportomkostninger dyrere for resten af erhvervslivet. Det har vi ikke brug for, siger Michael Svane.

/ritzau/