DI: Rusland er et af Danmarks vigtigste markeder

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Rusland er et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder. Som et af de såkaldte BRIK-lande har danske virksomheder over de senere år dyrket det store, lukrative russiske marked, og i de seneste 12 måneder har Danmark solgt varer til Rusland for 11,6 milliarder kroner.

Omkring 200 danske virksomheder er til stede i Rusland, og de store danske globale virksomheder har taget det skridt at investere massivt i Rusland - i alt 8,8 milliarder kroner - i fabrikker og andre faciliteter for at kunne levere til de lokale markeder.

Derfor holder afsætningspolitisk chef i Dansk Industri (DI) Peter Thagesen godt øje med, hvad EU's stats- og regeringschefer beslutter på et ekstraordinært EU topmøde i Bruxelles på torsdag, hvor de skal diskutere Ukraine-Rusland-krisen.

- Politisk vil man gerne vise handlekraft, og det er også utrolig vigtigt, at man gør det. Men man vil for enhver pris undgå militære sanktioner.

- Derfor er handelssanktioner ofte det instrument, der bliver bragt i spil, fordi man vil sende et signal om, at man vil isolere Rusland fra det internationale samfund. Oftest er disse sanktioner ikke særligt effektive, siger Peter Thagesen til Ritzau.

Store danske globale virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Grundfos og Rockwool er blandt dem, der har investeret i Rusland.

- Dem, der er til stede i Rusland, bliver ikke ramt af handelssanktioner, men det rammer de danske virksomheder med salgskontorer i Rusland og eksport fra Danmark. Hvordan det rammer, afhænger af hvordan eventuelle sanktioner skrues sammen, siger Peter Thagesen.

Han peger på, at Rusland, Europa og USA økonomisk gensidigt er meget afhængige af hinanden. Gennem de senere år har russerne lagt vægt på deres troværdighed overfor samhandelspartnere.

- Har de indgået en kontrakt, vil de strække sig langt for at holde aftalerne til punkt og prikke. Det har de gjort meget ud af i de senere år, og det tror jeg også, de vil gøre i den nuværende situation. Det image vil de nødigt sætte over styr, siger Peter Thagesen.

Omvendt har præsident Putin store politiske interesser på spil.

- Putin er ikke super rationel med, hvad der økonomisk er hensigtsmæssigt. De politiske interesser vejer tungt. Skulle der komme nogle sanktioner, vil han tage det forholdsvis afslappet i første omgang, vurderer Peter Thagesen.

/ritzau/