DI: Trafikaftale giver tiltrængt løft til vejnettet

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Når der bruges penge på nye veje og broer, så giver det bedre muligheder for økonomisk vækst i Danmark.

Det er meldingen fra Dansk Industri (DI), som ser flere positive ting i den nye trafikaftale, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

- Vi er glade for aftalen, som bidrager til en øget produktivitet i transporten og samtidig styrker mobiliteten rundt om i landet. Aftalen vil derfor understøtte vækstmulighederne i Danmark.

- Aftalen giver et mindre, men hårdt tiltrængt løft af vejnettet rundt om i landet. Vores virksomheder har brug for gode vejforbindelser, så hverken medarbejdere eller varer spilder unødig tid i trafikken, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

Hos industriorganisationen glæder man sig også over, at aftalen indeholder en håndsrækning til transportbranchens muligheder for at benytte ekstra store lastbiler - de såkaldte modulvogntog - på de dansk veje.

- Produktiviteten i transporterhvervet bliver med aftalen styrket takket være bedre muligheder for at køre med modulvogntog og højere tilladt totalvægt for 7-akslede vogntog, siger Michael Svane.

Branchedirektøren understreger dog, at trafikaftalen blot er et lille skridt på vejen.

- Med en ramme på 2,5 milliarder kroner blev der desværre ikke plads til en række nødvendige store vejprojekter. Der er brug for at få fjernet flaskehalse på motorvejsnettet, herunder motorvejen på Vestfyn og Helsingørmotorvejen, siger Michael Svane.

Andre projekter på DI's ønskeseddel til politikerne på Christiansborg er en ny Hærvejsmotorvej samt udbygning af den østjyske motorvej og Frederikssundsmotorvejen.

/ritzau/