DI: Umotiverede unge skal ikke parkeres på erhvervsuddannelser

»Det er en god aftale, og det er meget vigtigt, at vi er enige med lønmodtagerne om, at der skal gøres noget effektivt for at få flere unge til at lykkes med erhvervsuddannelserne, end det er tilfældet i dag,« siger Lars B. Goldschmidt til Berlingske Nyhedsbureau.

De seneste år er de unges søgning til erhvervsuddannelserne faldet markant, og det er ifølge DI gået ud over kvaliteten af undervisningen. Derfor er det vigtigt, at skolerne begynder at fokusere på at levere uddannelser, der udfordrer alle, så flere unge finder dem attraktive, lyder det.

»Vi har også i fremtiden hårdt brug for dygtige faglærte, og i øjeblikket er vi inde i en ond spiral, hvor for få unge søger ind, og en hel del af de unge, der søger, har ikke kvalifikationerne til at gennemføre uddannelsen. Det skaber et dårligt studiemiljø og giver de unge nogle nederlag, og det skal vi have rettet op på,« siger Lars B. Goldschmidt.

Han mener, at der er brug for en helt ny kurs fra politisk side, hvor man gør op med forestillingen om, at man kan placere umotiverede eller svage unge på erhvervsuddannelserne.

»Erhvervsuddannelsen er en god uddannelse og en god mulighed for unge, der har lyst til en karriere. Det er ikke et opbevaringssted. Det bliver desværre nogle gange brugt som løsningen for nogle svage, fordi man tror, at erhvervsuddannelserne er gode til svage unge. Men nej, erhvervsuddannelserne er kun til de unge, der har evner og motivation,« siger han.

En væsentlig forudsætning for en god aftale er ifølge DI, at de rette incitamenter er til stede, så alle unge får det rette tilbud på rette tidspunkt i forlængelse af grundskolen. I aftalen mellem DA og LO lægger man blandt andet op til, at elever efter 9. klasse skal deles op i tre grupper, hvor elever, der er afklarede og har færdighederne, kan begynde med det samme, når de er færdige med folkeskolen. De kvalificerede tvivlere blandt eleverne kan tage et nyt erhvervsintroducerende 10. skoleår, mens de ikke-parate skal fortsætte i folkeskolens 10. klasse.

Dagens Gossip

Dagens TV