DI: Vestager får helt central rolle i kommissionen

Det er godt for Danmark og danske virksomheder, at Margrethe Vestager nu ser ud til at sætte sig på posten som EU's kommende konkurrencekommissær.

Det siger direktør i Dansk Industri, Tine Roed.

- Hvis Vestager får posten som konkurrencekommissær, så der det et område, hvor EU har særligt vidtrækkende muligheder for at gribe ind i virksomheders adfærd og landenes statsstøtte. Det er med andre ord en meget, meget central rolle, hun får, siger Tine Roed.

- Hun skal blandt andet stå får udviklingen af nye markeder inden for eksempelvis grøn teknologi og digitale tjenester, som er afgørende for danske virksomheder, så det er på alle måder en tung post, siger direktøren.

Og selvom EU's 28 kommissærer ikke skal tjene deres eget lands interesser, så er det alligevel godt, at det bliver en dansker, der ser ud til at få konkurrenceområdet.

Spørgsmål: Er det alt andet lige godt, at der kommer en dansker på denne her post?

- Ja, af flere årsager. For det første har vi haft et godt samarbejde med Margrethe Vestager, men det er også væsentligt, at fordi kommissionen fungerer som et kollegium, så kan hun med sin position kunne udøve en betydelig indflydelse på resten af kommissionens linje, lyder det fra Dansk Industri om den forhenværende radikale økonomi- og indenrigsminister.

Også Dansk Erhverv er tilfreds med Vestagers ventede portefølje.

- Det er utvivlsomt en af de mest magtfulde poster i kommissionen overhovedet, siger direktør Christian Ingemann, Dansk Erhverv, og fortsætter:

- Margrethe Vestager bliver kommissær for hele EU og ikke kun for Danmark, men selvfølgelig har det en indflydelse på Danmark. Jo mere magtfuld en post er, jo mere indflydelse.

Ifølge Christian Ingemann er det meget store klumper, Margrethe Vestager kommer til at sidde med som statsstøtte, karteldannelse og unfair konkurrence, og dermed også med en stor indflydelse på det indre marked.

Og hun er den helt rette på posten, lyder det.

- Set med Dansk Erhvervs øjne kender vi hende som en meget fokuseret og kompetent politiker, som er - kan jeg godt tillade mig at sige - immun over for andre ting end sagens faktuelle problemstillinger.

Det kan nogle gange godt have virket lidt irriterende i den danske politiske debat, hvor der er en tendens til at være konsensussøgende, mener han, men særligt i EU vil det være en styrke.

- Det er vigtigt, at man har fokus på sagens faktuelle substans og ikke lader sig påvirke af, at der er tale om en sag fra et stort eller lille land. Og her arbejder Margrethe Vestager relativt uimponeret, siger Christian Ingemann.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV