DI vil gerne veksle endnu flere humanister til ingeniører

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke ubetinget dårlige nyheder for de danske virksomheder, at lidt færre unge havde lyst til at søge ind på en universitetsuddannelse i år, mener Dansk Industri (DI).

For bag tallene gemmer sig en gryende tendens til, at de unge fravælger de bløde fag, hvor der er længst mellem stillingerne, når den sidste eksamen er bestået, siger konsulent i DI, Rasmus Dahl.

- Det er primært de humanistiske og kunstneriske områder, der står for tilbagegangen i år, og det er også de to områder, hvor vi kan se, at der ikke bliver så stor efterspørgsel efter arbejdskraft, siger han.

Ifølge Politiken er det første gang siden 2008, at det samlede ansøgertal til de danske universiteter er faldet.

Helt præcist har 40.744 søgt en universitetsuddannelse som første prioritet, da de søgte ind via Den Koordinerede Tilmelding, hvilket er et fald på 523 personer i forhold til sidste år.

Hos DI glæder man sig til gengæld på virksomhedernes vegne over, at ansøgertallet til de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser er steget et lille nøk, for det er især inden for de områder, at virksomheder kommer til at mangle hænder i de kommende år.

- Fremgangen har bare ikke været stor nok til at opveje faldet på de humanistiske, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Rasmus Dahl.

Han siger, at der ifølge DI's seneste fremskrivning kommer til at mangle 8000 tekniske kandidater i 2030:

- Der er stor efterspørgsel primært efter civilingeniører. Samtidig kan vi se, at der kommer en overproduktion af humanistiske kandidater. Så derfor vil vi rigtig gerne have flere af de unge mennesker til at vælge de tekniske uddannelser frem for de humanistiske uddannelser.

/ritzau/