Dialog og fleksibilitet beholder seniorer på arbejde

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

Et flertal af ansatte mellem 55 og 62 år vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de har mulighed for at arbejde på deltid.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for SEB pension. Og det kan både være en gevinst for arbejdsmarkedet og for den enkelte.

Det går også markant fremad med at fastholde flere ældre på arbejdsmarkedet, siger underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Erik Simonsen.

Men man er ikke i mål endnu. Først og fremmest skal arbejdsgiverne lade være med at fokusere på alder.

- Det er lykkedes at få flere til at blive på arbejdsmarkedet. Men det er selvfølgelig forskelligt, hvordan man håndterer det på den enkelte arbejdsplads.

- Man skal lade være med at bruge for meget tid på alder, da det ikke er særligt kendetegnende ved et menneske. Hvis man fokuserer på alder, får man også indirekte sagt, at man ikke forventer, at de bliver særlig længe på arbejdsmarkedet, siger Erik Simonsen til Ritzau og fortsætter:

- Bare fordi, man er blevet 60 år, kan det jo godt være, at man har tanke om at blive 10-15 år på arbejdsmarkedet endnu.

Ifølge Ældre Sagen handler det både om fleksibilitet fra virksomhederne, men også fra den enkelte medarbejder.

- Virksomhederne skal være mere fleksible. Selv om det nogle gange er lidt mere besværligt med folk på deltid, så skal virksomhederne være klar til fleksibilitet for at holde på gode, erfarne medarbejdere.

- Samtidig skal medarbejderne være klar over, at hvis de går på deltid, kan de ikke altid fastholde den samme position i virksomheden. Så de skal også være klar til at se indad og ændre de ting hos dem selv, der skal til for at gå ned i tid, siger souschef Jens Højgaard til Ritzau.

Og så handler det i høj grad om dialog, mener han.

- Ofte tror jeg, at det er så simpelt, som at parterne bare skal tale om, hvorvidt de begge har lyst til at fortsætte samarbejdet.

- Man kan ikke rigtig lovgive sig ud af det, så vejen frem er en bedre løbende dialog, hvor medarbejderen og virksomheden får vendt, hvad der skal til, for at medarbejderen kan blive på arbejdspladsen, siger Jens Højgaard.

Men det er i høj grad op til arbejdsgiveren, hvis man vil have de ældre medarbejdere til at blive, mener FOA formand Dennis Kristensen.

- Der skal en erkendelse til hos arbejdsgiverne om, at man besidder en erfaring og en viden, som er rigtig vigtig for arbejdspladsen, men omvendt skal man ikke præstere det samme, som da man var 25 år.

- Så hvis man skal lokkes til at blive længere på arbejdsmarkedet, så skal man dels signalere, at man værdsætter at have medarbejdere med erfaring, men også at man er parat til at lade dem gå ned i tid eller i et arbejde, der er knap så belastet, siger han til Ritzau.

/ritzau/