Diana Ross’ søn i »The Hunger Games«

Diana Ross’ unge skuespillersøn har kapret en central rolle i tredie og fjerde kapitel af »The Hunger Games«-filmatiseringen.

Producenten Lionsgate oplyser, at Evan Ross skal spille Messalla i »Mockingjay«, der er sidste del af Suzanne Collins’ romantrilogi og bliver til to film.

Ross kommer på rollelisten sammen med velkendte stjerner som Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth og Josh Hutcherson.

»Det er officielt. Tag godt imod Evan Ross som Messalla«, skrev Hollywood-studiet til fansene i går.

Den 25-årige skuespiller fra TV-serien »90210« får selskab af et par andre »Hunger Games«-debutanter. Mandag meddelte Lionsgate, at den australske skuespillerinde Stef Dawson skal spille Annie Cresta, ligesom »Game of Thrones«-stjernen Natalie Dormer er sat på rollelisten som Cressida.

Første del af »Mockingjay« skal være klar til premiere i november 2014 og del to kommer efter planen i biograferne året efter. Begge film instrueres af Francis Lawrence, som også står bag kameraet på filmversionen af roman nummer to »Catching Fire«.

Dagens Gossip