Diba: Vi overvejer de strategiske muligheder

Ledelsen i Diba Bank afviser, at der er igangsat en due diligence-proces, men bekræfter, at der foregår sonderinger for at afdække bankens strategiske muligheder.

»Foranlediget af rygter i markedet kan bestyrelsen i DiBa Bank bekræfte, at DiBa Bank som led i sine løbende overvejelser om bankens langsigtede position og udvikling, herunder sikring af det nødvendige fremtidige kapitalgrundlag, foretager en række sonderinger med henblik på at afdække forskellige strategiske muligheder,« skriver Diba Bank, men understreger, at der ikke i den forbindelse har »været foretaget eller tale om en diligence proces,« skriver Diba i en selskabsmeddelelse.

Banken understreger, at det ikke er givet, at sonderingerne vil »resultere i nogen konkrete tiltag, initiativer eller ændringer i relation til DiBa Bank.«

Næstved-bankens aktie stiger 29,9 procent på salgsspekulationerne.

Baggrunden er en artikel på Finanswatch om en fremskreden salgsproces, der vil lede til indikative bud i løbet af få dage og et muligt salg af Danmarks ældste bank inden for en måned.

Diba Banks direktør Petter Blondeau stoppede i november, men siden er der ikke fundet en permanent løsning på direktørposten, hvilket har givet yderligere næring til salgsspekulationerne.

Sidst i august meddelte Diba, at banken havde indgået forlig med Forbrugerombudsmanden i sagen om de tabsgivende Scandinotes og Kalvebod-investeringer. Der er hensat 50 millioner til udbetaling af kompensationer til de berørte kunder, og det kan øge interessen i det potentielle køberfelt, at der er klarhed om regningens størrelse.

Diba Bank-aktien handles onsdag klokken 14 på årets højeste niveau til en pris på 50 kroner. Der er dog stadig langt til kursen i oktober 2007, hvor den toppede i 438 kroner.

Flere andre bankaktier stiger også efter salgs-rygterne. Østjydsk Bank er oppe med 28,6 procent klokken 14, mens Vestfyns Bank og Danske Andelskassers Bank ligger i henholdsvis plus 3,9 og 3,8 procent.

Vestfyns Bank meddelte i sidste uge, at den fusionerer med Svendborg Sparekasse under navnet Fynske Bank. Siden er aktien steget 13,6 procent.

Dagens Gossip

Dagens TV