Dibbern blev modtaget med klapsalver og jubel

Hvis Danske Regioner eller sundhedsminister Astrid Krag (SF) håbede på forsonende vinde fra tirsdagens stormøde i Odense for 8000 læger og deres praksispersonale, så kan de glemme alt om det.

- Vi er nødt til at fastholde hinanden i at gøre det muligt for PLO's repræsentantskab at beslutte at lægge lovgivningens åg fra os ved at aflevere vores ydernumre.

- Derfor er vi også nødt til at gennemføre den deponering af vores ydernumre, som vi har aftalt ved medlemsmøderne, siger de praktiserende lægers formand, Henrik Dibbern, under tirsdagens mest overdøvende og langvarige stående bifald.

Modtagelsen er som i et dedikeret amerikansk trossamfund, da Henrik Dibbern går på scenen i Odense Congress Center.

Det fodslag, som han har ønsket demonstreret ikke mindst i tilfælde af en kommende konflikt, viser sin tyngde med lange stående klapsalver, allerede før han tager ordet.

- Regionernes opsigelse af vores overenskomst er stadig en skuffelse. Men jeg kan mærke, at skuffelsen er iblandet mere og mere lettelse, siger han ildevarslende.

Han peger i sin tale under gentagen applaus på, at lægerne i modsætning til det indtryk, regionerne har forsøgt at skabe, konstant har udviklet sig gennem årene.

- Der er lavet lægehuse, kompagniskaber, kommet langt mere personale og laboratorieudstyr og it-systemer langt mere avancerede end dem, som vores kolleger på de offentlige sygehuse må kæmpe med hver dag, siger Dibbern.

Han mener, at det reviderede lovforslag, som sundhedsministeren løftede noget af sløret for mandag og fremlægger senere tirsdag, blot er modificeret nogle steder af hensyn til oppositionens støtte.

Og så bliver Dibbern helt religiøs:

- Vi ønsker reelle forhandlinger. Men uret tikker, og mistilliden tærer slemt på støtten til samarbejdet med det offentlige.

- Derfor har vi kaldt, og I er kommet. I er kommet i et antal, som overgår enhver forventning, og det viser almen praksis' styrke på en måde, som ingen dokumenter kan gøre det, siger lægeformanden under menighedens dundrende jubel.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV