Dibbern: Naturligt at træde tilbage

Beslutningen blev truffet i forbindelse med et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i PLO, hvor de praktiserende læger med et snævert flertal besluttede sig for, at man ikke vil aflevere de såkaldte ydernumre.

Henrik Dibbern så helst, at ydernumrene blev afleveret, og derfor var der ingen grund til at forsætte som forhandlingsleder på vegne af PLO, siger han.

»Jeg havde en klar politik, som jeg ville føre i PLO, og som nødvendiggjorde, at vi afleverede de ydernumre, som vi har fået vores medlemmers godkendelse til at deponere. Det var der ikke flertal for i repræsentantskabet, og så er det jo heller ikke den politik, der skal føres, siger Henrik Dibbern til TV 2.

Han understreger, at det er nødvendigt med en anden forhandlingsleder, når PLO sætter sig sammen med regionerne og forsøger at nå til enighed om en aftale.

»Derfor har jeg truffet den helt naturlige konsekvens at træde tilbage som formand, for derfor træder jeg også tilbage som forhandlingsleder. Og jeg mener, at der skal en anden forhandlingsleder til, når man i repræsentantskabet ønsker en anden politik,« siger han.

Praktiserende læge Bruno Meldgaard er konstitueret som formand for PLO. Han oplyser, at lægerne nu tager imod tilbuddet fra formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, om et forhandlingsmøde.

Dagens Gossip