Dick Advocaat vil have EM-billet i Danmarks gruppe

Dick Advocaat blev for nylig hentet ind som Serbiens landstræner i kvalifikationen frem mod fodbold-EM i Frankrig om to år.

Den erfarne hollænder, hvis hold skal møde blandt andre Danmark, har missionen klar før kvalifikationen, der bliver indledt til efteråret.

- Vi har kun et mål, og det er at kvalificere os. Der bliver ingen undskyldninger, hvis det ikke lykkes for os.

- Det er en udfordring for os alle, og det er mit job at sikre, at holdet præsterer det bedste, det kan, siger Dick Advocaat ifølge nyhedsbureauet AFP.

Serbien er havnet i gruppe med Portugal, Danmark, Albanien og Armenien. Eftersom EM-slutrunden er blevet udvidet fra 16 til 24 hold, er chancen for at kvalificere sig bedre end nogensinde.

Nummer et og to i gruppen går videre til slutrunden, og det samme er tilfældet for den bedste treer i de ni EM-kvalifikationsgrupper.

De resterende otte gruppetreere skal mødes to og to ude og hjemme om i alt fire EM-billetter.

66-årige Dick Advocaat, som blandt andet har været landstræner for Holland i to omgange, tager dog intet for givet.

- Der er ingen lette kampe. Kampene mod hold som Armenien og Albanien skal vi imødese med forsigtighed og sørge for at vinde. Det er overflødigt at tale om Portugals og Danmarks kvaliteter, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip