Diego Costa: Jeg nærmer mig Chelsea

Diego Costa har længe været rygtet fra Atlético Madrid til Chelsea, og nu siger den spanske landsholdsangriber, at skiftet nærmer sig.

- Det er noget, som kommer til at ske. Alt går i den rigtige retning, og hvis det fortsætter, bliver Chelsea det hold, jeg spiller for i næste sæson, siger 25-årige Costa i et interview med goal.com.

Angriberen, som var med til at tabe 1-5 til Holland ved VM, ser frem til at spille Premier League.

- Jeg har altid ønsket at spille i Premier League. Chelsea er et af de bedste hold i verden, så der er mange grunde til, at jeg tager denne beslutning, siger han.

Diego Costa var med til at vinde det spanske mesterskab med Atlético Madrid i den forgangne sæson, hvor holdet også spillede sig frem til Champions League-finalen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV