Diego Simeone hylder Atléticos værdier efter CL-succes

Skrevet af admin

14/04/2016

Dagens topnyheder

Diego Simeone demonstrerede igen sin taktiske skarpsindighed, da Atlético Madrid onsdag ekspederede FC Barcelona ud af Champions League.

En stærk defensiv er rygraden i den argentinske succestræners koncept, men Simeone lægger efter sejren lige så meget vægt på spillernes sammenhold på banen.

- Holdet bringer spillere sammen, der følger den samme overbevisning. Jeg er glad på deres vegne. Uanset om vi taber eller vinder, tror vi altid på vores værdier. Sloganet "stop aldrig med at tro" er mejslet ind i denne klub, siger Simeone ifølge den spanske sportsavis Marca efter sejren på 2-0.

Simeone var med sin indlevelse fra sidelinjen som sædvanlig med til at piske stemningen op på Vicente Calderon, som de næsten 53.000 tilskuere forvandlede til en heksekedel af støj, da Antoine Griezmann kort før tid scorede sit andet mål.

Minuttet efter blev FC Barcelona efter flere kommentatorers mening snydt for et klart straffespark, der kunne have sendt opgøret ud i forlænget spilletid, men Atlético slap med skrækken, da dommeren i stedet dømte frispark lige uden for feltet, da der var hånd på bolden.

Simeone mener, at hans hold fortjent er i semifinalen.

- Vi stod over for en rigtig god modstander, men vi spillede rigtig godt i første halvleg af opgøret på Nou Camp. Udgangspunktet var at kæmpe om hver eneste bold, indtil kampen var vundet, siger han om onsdagens returkamp i Madrid.

Det er tredje gang under Diego Simeones regime, at Atlético Madrid er blandt de sidste fire hold i Champions League.

- At være blandt de fire tophold i Europa er et vigtigt skridt, men jeg håber, at der er mange flere trin at tage, siger Simeone ifølge Marca.

/ritzau/