DIF anklager cykelløbsarrangør for matchfixing

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Danmarks Idrætsforbund har valgt at anklage event-arrangøren Jonas Mikkelsen for matchfixing.

Det skriver DR Nordjylland på sin hjemmeside tirsdag.

Anklagen for matchfixing kommer som følge af et gadeløb i Aalborg i begyndelsen af august. Forud for løbet havde Jonas Mikkelsen lovet ryttere penge, hvis de ville lade den spanske Tinkoff-Saxo-stjerne Alberto Contador vinde cykelløbet.

Ifølge Poul Broberg, der er leder af DIF's matchfixing-sekretariat, bliver Jonas Mikkelsen indstillet til to års udelukkelse fra alle arrangementer i Danmarks Idrætsforbund.

- Det er klart, at to års udelukkelse jo er en alvorlig sag, siger Poul Broberg til DR Nordjylland.

Til medierne forklarede Jonas Mikkelsen, at han "ønskede at lave et show, hvor Alberto Contador havde hovedrollen," og hvor der ikke kunne spilles på resultatet.

Den forklaring har man ikke tænkt sig at tage for gode varer i Danmarks Idrætsforbund.

- Vi tager sådan set ikke hensyn til, om der kan spilles på det eller ej. Vores regulativ er helt klart. Vi vil ikke have nogen manipulering af sportsarrangementer i Danmark, siger Poul Broberg.

Ifølge DR Nordjylland behandlede idrættens særlige matchfixingnævn sidste år 11 sager, der primært handlede om spil på aftalte resultater.

/ritzau/