DIF: Dopingkaos kan tvinge IOC til russisk OL-udelukkelse

Skrevet af admin

23/03/2016

Dagens topnyheder

Dopingskandalerne i Rusland vokser dag for dag. Situationen kan blive så alvorlig, at Rusland som helhed kan blive frataget invitationen til OL i Rio.

Det vurderer formand i Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard.

- Muligheden er til stede, men det er klart, at det er et kort, man nødig trækker. Og kun trækker, hvis man tættere på OL føler, at det er helt uforsvarligt at lade de russiske atleter deltage, fordi man vurderer, at risikoen for, at der er mange dopede blandt dem, simpelthen er for stor, siger Niels Nygaard i en længere snak om situationen i Rusland.

Onsdag blev Rusland ramt af beskyldninger om systematisk, muligvis statsstøttet doping i svømning, og forleden måtte sportsministeren forholde sig til "et tocifret" antal dopingsager i russisk brydning.

Dertil kommer de talrige sager om meldonium-doping i flere idrætsgrene. I forvejen er de russiske atletikudøvere på grund af systematisk, statsstøttet dopingbrug udelukket fra al konkurrence og risikerer dermed at gå glip af OL.

At Den Internationale Olympiske Komité (IOC) alligevel vil strække sig langt for at undgå en samlet OL-udelukkelse af Rusland skyldes flere hensyn.

- Det første hensyn er hensynet til atleterne. I de enkelte idrætsgrene kan der trods alt godt være rene atleter, og man er optaget af, at dem, der er rene, skal have mulighed for at stille op til OL, siger Niels Nygaard.

- Det andet hensyn er, at det vil være et voldsomt slag mod den olympiske bevægelse, hvis en række lande ikke deltager ved OL.

- En sådan situation kan give mindelser om det, der skete i 1980 og 1984, hvor en række vestlige lande ikke var med i Moskva, og Sovjet med flere ikke var med i Los Angeles. En sådan situation ser man meget nødigt genopstå.

Spørgsmål: Fordi IOC risikerer en række sympatiaktioner, hvis man udelukker Rusland helt fra OL?

- Ja. Men omvendt: Hvis situationen fortsætter med at være så grel, som den er for øjeblikket, kan det absolut ikke udelukkes, at IOC trækker det kort eller bliver nødt til at trække det kort, hvis situationen fortsætter med at være så grotesk, og usikkerheden omkring russiske atleter er så stor, at man ikke kan forsvare deres deltagelse ved OL.

Spørgsmål: Hvordan vurderer du situationen i Rusland?

- Jeg anser situationen for at være yderst alvorlig. Det er forfærdeligt, at der tilsyneladende er og har været et så udbredt dopingmisbrug i mange forskellige idrætsgrene i Rusland.

- Men jeg har stadigvæk et håb om, at man når at lave så konsekvente foranstaltninger, at man kan lade de rene russiske atleter være med til OL.

- Vi må tro på, at der er kræfter i Rusland, som arbejder på at få indført et ordentligt system.

- Jeg tror også, at Wada (Det Internationale Antidopingagentur, red.) i samarbejde med de internationale forbund vil indføre et program og en dopingtest i månederne op til OL, der kan sikre, at atleter, der kommer med til OL, er rene, siger Niels Nygaard.

- Det, der forestår, er at se, om det er nok, og om det kan nås i tide. Om der er både vilje og evne til at få tingene i mål.

Niels Nygaard fortæller, at en eventuelt udelukkelse af Rusland som helhed skal besluttes i IOC's Executive Board.

De enkelte internationale specialforbund kan enkeltvis udelukke et land og dermed bringe det ud af spil til OL-deltagelse, sådan som Det Internationale Atletikforbund i øjeblikket har gjort med Rusland i forhold til internationale atletikkonkurrencer.

På atletikområdet er en endelig OL-afgørelse lige op over, vurderer Niels Nygaard.

For nylig faldt vurderingen af de krævede forbedringer negativt ud, og den endelige deadline for russisk atletiks vedkommende kan derfor blive Det Internationale Atletikforbunds bestyrelsesmøde i maj.

- Der skal trods alt være tid til, at atletikudøverne skal kunne nå at kvalificere sig til OL, siger Niels Nygaard.

/ritzau/