DIF-formand hylder alsidighed i danske topresultater

Skrevet af admin

01/01/2016

Dagens topnyheder

- Et kanon stort sportsår.

Sådan beskriver formanden i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, det danske sportsår 2015. Han glæder sig i særdeleshed over, at de danske udøvere markerer sig i så mange forskellige sportsgrene.

- I nogle lande kan der være tendens til, at man specialiserer sig i nogle få idrætsgrene. Vi har vundet medaljer i en lang række både olympiske- og ikke-olympiske discipliner. Det er positivt, at vi er i stand til det, siger DIF-formanden.

Han har store forventninger til 2016 og særligt OL i Rio de Janeiro til august.

- Meget tyder på, at vi kan opfylde målsætningen om at gøre det bedre end ved OL i London ved at vinde mindst ti medaljer. Det er realistisk, når vi kigger på, hvordan 2015 har udfoldet sig.

- Desuden kører det planmæssigt med at få flere og flere udtaget. Vi er meget fortrøstningsfulde med hensyn til at nå målsætningen, siger Niels Nygaard.

Spørgsmål: Hvad har du størst forventninger til?

- Forhåbentlig får vi begge håndboldhold med til OL. Det giver en særlig stemning og sammenhold på det samlede OL-hold at have dem repræsenteret.

- Godt nok har vi fodboldholdet med, men holdets kampe ligger spredt, og vi vil nok ikke se meget til holdet i Rio.

- Derudover glæder jeg mig til at følge sejlerne. De har gjort det eminent godt særligt i den sidste del af 2015. Dem kan vi forvente os noget stort af i Rio, lyder det fra formanden.

OL i Rio afvikles fra den 5. til den 21. august.

/ritzau/