DIF og DBU reklamerer på doping-hjemmesider

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Side om side med guides til at starte et steroidmisbrug, henvisninger af illegale dopingbørser og anbefalinger af epo reklamerer dansk idræt på internettet.

En gennemgang af en lang række dopingsites viser ifølge Politiken, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) har annonceret på mindst seks suspekte hjemmesider, mens Dansk Boldspil-Union (DBU) har optrådt på to.

- En simpel testosteroncyklus vil altid være bedst, når du tager din første dopingkur, lyder det for eksempel på steroidforummet Eroids lige over en reklame for Idrættens Hus, der er drevet af DIF.

På samme side optræder annoncen sammen med en henvisning til Euroking Gear, som er en salgscentral for illegale, sundhedsfarlige muskelopbyggende midler - og som Politiken for nylig har afsløret som en dopingbørs med base i Viby ved Aarhus.

Ovenikøbet indeholder annoncen for Idrættens Hus sportsverdenens ypperste symbol, de olympiske ringe, der blandt andet står for fair play og renhed.

- Det er særdeles uheldigt. Det er i direkte strid med DIF's etiske kodeks, og for deres troværdigheds skyld har de slet ikke råd til at optræde i den kontekst, siger Jørn Hansen, idrætsprofessor på SDU, til Politiken.

Både DIF og DBU er rystede over, at deres navne optræder i den sammenhæng. Begge forklarer, at de har købt internetannoncer via Google-afdelingen AdChoices, der placerer reklamerne på talrige hjemmesider - uden at hverken DIF eller DBU har fuldt overblik over hvilke.

- Vi er kede af den her sag. Nu forventer vi en redegørelse for, hvordan det kan lade sig gøre, og hvad Google agter at gøre for at sikre, det ikke sker igen, siger Karl Christian Koch, direktør i DIF, til avisen.

Efter DIF er blevet gjort opmærksom på problemet, er annoncerne fra de suspekte sider blevet fjernet. Også DBU's reklamer er væk.

- Vi kan kun beklage, at vi har optrådt på den slags sider. Nu vil vi overveje, om det overhovedet er værd at samarbejde med Google, når der er risiko for at komme ind i en forbindelse, vi ikke kan stå etisk inde for, supplerer Claus Mackinney-Valentin, digital chef i DBU, til Politiken.

/ritzau/